Portræt af Mads Odgård: Tilbage til papir og blyant

Mads Odgård holder til i et hus i indre by i København. Her bor han med sin kone og deres søn. I kælderen er der værksted, og i stueetagen er der tegnestue og resten er privatbolig. Tegnestuen er minimalt indrettet med et par store, sorte le Corbusier-stole og en sofa. På besøget kommer vi igennem hans kærlighed til bestik og lamper, hans ønske om ensomhed og luft under vingerne samt hans irritation over computere, der ikke virker. Sidstnævnte har taget så meget af hans tid, at han har taget konsekvensen. Han er gået tilbage til papir og blyant:

 

- Papir og blyant er meget overskueligt for mig. Der er så mange programmer og platforme, og alle virksomheder har deres eget. For ti år siden var det måske AutoCad og et par andre, nu har hver virksomhed deres eget program. Det brugte jeg alt for meget tid på, og jeg kunne sidde en hel nat og rentegne. Med blyant og papir strømmer mine ideer på en helt anden måde. Jeg kan blive virkelig sur på min computer, når den ikke duer. Men jeg bliver ikke tilsvarende glad, når den duer, og det er på en måde ikke fair over for computeren. Jeg får nedturen, men ikke opturen. Det kan ødelægge en hel formiddag, så det med at spænde et stykke manifold op og tage min blyant, så kører det.

 

 

Fra mejetærsker til bestik

Mads Odgård har læst på skolen for brugskunst og gået på Arkitektskolen. Han har altid villet være arkitekt, og som barn var han vild med at bygge huse i Lego. Første job var også hos Lego som designer, og han fik jobbet foran mange andre kandidater på en lidt speciel måde:

 

- Jeg sad og skulle til en psykologtest under samtaleforløbet, og psykologen ville have mig til at læse op af en tekst, og da jeg sagde, at der var svært for mig pga. min ordblindhed, sagde chefen: Du er ansat! Det var et godt arbejde, og jeg lærte meget om den kreative proces hos Lego. Det der med, at der ikke er noget som et udgangspunkt, og så skaber man det. Fra nul til færdigt produkt. At starte tidligt om morgenen og slutte sent om aftenen. Det er også godt at lære, når man er ung. Altså at lære en arbejdsmoral. Ikke blive stresset over det blanke stykke papir, hvor der er en seriøs aflevering dagen efter. Meget af det har jeg taget med mig hele vejen.

 

Hos Lego arbejdede den unge Odgård i et års tid, inden han tog på landevejen for at starte som selvstændig. Første skridt var at designe en mejetærsker. Eller det troede han, var første skridt, for så tog det en drejning:

 

- Jeg tænkte, at en mejetærsker var det ypperste at designe. Sådan en selvkørende fabrik, den måtte jeg kunne optimere på, tænkte jeg. Så jeg troppede op hos Dronningborg Maskinfabrik for at høre, om jeg ikke skulle designe en ny mejetærsker for dem. Der slog jeg måske en lidt stor dej op, men via dem kom jeg til Ginge Plæneklipperfabrik som også ejede Raadvad, og de sagde, at de ikke skulle bruge en mejetærsker, men at jeg da kunne designe noget bestik, som de stod og manglede. Fint tænkte jeg, og så gik der to måneder, og så præsenterede jeg min første bestikserie, som kom til at hedde Odgård. Og så fik jeg lige skudt ind, at jeg også synes, de manglede en kedel og nogle gryder, og sådan startede det hele egentlig. Coop overtog siden Raadvads produkter, og dem designer jeg videre for den dag i dag.

 

”Hvis jeg kunne leve af at lave bestik, gjorde jeg det…”

Mejetærsker blev til bestik. Bestik til gryder. Og sådan gik det slag i slag for Mads Odgård, hvis repertoire stadig udvides for hver opgave:

 

- Jeg har en stor interesse for mekanik, og alt hvad der er kompliceret. Og omvendt så er jeg også ret glad for at designe bestik. Og lamper. En gaffel er jo ikke nogen opfindelse, men det er en fantastisk opgave. Det er det simpleste og det sværeste, for det er en ren designopgave, og jeg kan blive ret begejstret for at designe noget, som er ren form. Jeg har flere gange stået med en af mine prototyper af et bestik i Magasin og lagt det ved siden af New York-bestikket, og så har jeg vendt mig hurtigt om for at se, hvordan det syner, når det ligger lige der i sit rette element. Altså ville jeg falde for det her, hvis jeg var kunde? Når du ser noget i den rigtige kontekst, er det nogle gange bare ikke så godt, som du troede. Det, der ser godt ud på tegninger, fungerer ikke altid i virkeligheden. Og så er det hjem og tegne videre.

 

Og på spørgsmålet om han har en niche, svarer han prompte:

 

- Nej, det har jeg ikke. Det er nok ikke så typisk, men jeg håber, at jeg er god til alle tingene. Jeg er egentlig ikke bange for at gro fast, og hvis jeg kunne leve af at tegne bestik, ville jeg hjertens gerne gøre det. Bestik og lamper. Det bruger jeg meget tid på, og jeg lever godt af det. Men jeg er også nysgerrig, og jeg har det sådan, at hvis noget ikke findes, så tegner jeg det. Nærmest ligegyldigt hvad det er.

 

Et sted med ro

Hjem er tegnestuen i indre by. Der hvor Mads Odgård sidder alene og tegner. Alene fordi han ikke vil afbrydes. Eller være afhængig af nogle. Alene fordi han godt kan lide det:

 

- Jeg foretrækker at være alene. Også i min designproces. Jeg har ikke brug for nogle, der har en holdning til det, jeg laver. Det er udelukkende mig selv, der skal holde af det. Det er sådan, at vil jeg tage det med op i min egen stue, kan det noget. Ellers skal der arbejdes videre.

 

Odgård har også et sted, hvor han kan trække stikket fuldstændig. Nemlig i det hus i Fredensborg, som han selv har tegnet. Det har stået færdigt i et års tid, og han har selv tegnet alt. Fra selve huset til interiør, service og sågar dørhåndtagene er hans egne. Grundplanet er utraditionelt, og det er netop tanken, for det er bygget, som han synes, familiens fritidshus skal være:

 

- Der er et stort fælles rum. Og et fælles soveværelse, og sådan er det, fordi det var sådan, jeg ønskede det. Det har været rigtig sjovt at tegne et hus, fordi det var til mig selv. Hvis der var nogle, som ville diskutere, hvor klædeskabet skulle være, ville jeg hurtigt have mistet interessen for det. Jeg er gået til det her som et produkt, der skulle optimeres, og det er blevet præcis, som jeg ønskede det.

 

Drengedrømmen blev til virkelighed

Selve grunden i Fredensborg har taget lang tid at finde, for der var nogle helt klare krav, som stedet skulle opfylde. Der skulle bl.a. kunne lande en helikopter på grunden. Drengedrømmen om at blive helikopterpilot er nemlig blevet til en realitet, da Odgård for nogle år siden erhvervede sig et helikoptercertifikat. Og ikke nok med det, så købte han også sin egen helikopter fra USA:

 

- Det er virkelig min sande drengedrøm. Jeg har fløjet meget, og det er helt fantastisk at flyve en helikopter, for her går mekanik, vind og vejr, radiocertifikat, trafik og motorlære op i en større enhed. Det er mange store fag i en profession. Jeg bliver fuldstændig renset i hjernen af at flyve, for den har så meget andet at gøre med at koncentrere sig.

 

Ligesom han har det med flyvningen, har han det også med at designe: Mads Odgård får aldrig nok, og vi kommer til at se hans streger de næste mange år:

 

- Nogle gange tror jeg, at jeg kan tage en måned fri, men allerede efter et par dage, kribler det igen, så jeg er nødt til at gå i gang igen. Det er min natur at skabe, og det er min drift.

 

 

 

Om Mads Odgård

Designer bag Odgård Design. Har læst på Skolen for Brugskunst og Arkitektskolen

Designer for bl.a. Louis Poulsen, Fischer Møbler, Coop, Nuance (Fusager & Høegh), Duba B8 og flere andre. Aktuel med pendlen Above for Louis Poulsen.

 

 

Odgård om…

 

Om minimalisme:

Jeg arbejdede på et tidspunkt med en amerikansk virksomhed, som hele tiden slog på, at designet skulle have en ”added value”, og her slog det mig, at jeg faktisk arbejder stik modsat: Jeg vil helst tage fra og tegne noget helt enkelt, og det er lampen Icon fra Louis Poulsen et godt eksempel på. Den er ikke en signaturlampe som eks. Koglen, men den skal fungere i et forløb af mange Icon-lamper i gadebilledet, og derfor skal den være helt enkel i udtrykket. Det er sådan jeg foretrækker design.

 

Om sin medvirken i TV-programmet Roomservice:

- Det var sjovt, og det boostede salget af mine ting i butikkerne. Men der skal altid piskes en stemning op om, at man næsten ikke kan nå at blive færdig. Og sådan arbejder jeg ikke. Slet ikke. Når jeg skal aflevere noget, er det klar en uge før. Ikke noget med at sidde lange nætter, for det bliver for uovervejet.

 

Om ensomhed:

Jeg har altid bedst kunne lide at sidde alene. Det er min natur. Jeg har ikke behov for at tale med nogle i designprocessen, jeg holder alt for mig selv, indtil det er færdigt. Jeg involverer ikke ret mange i det, ikke engang Mette (Mads’ kone, som er arkitekt).

 

Om sit bedste design:

Den bedste ting jeg har lavet, er en stol for tyske Fischer Möbel. Det er en havestol, og jeg har tidligere lavet havemøbler for engelske Lister og thailandske SunWood. Men denne stol har været 10 år undervejs, og det er en god stol med armlæn, som er let at stable. Den er jeg rigtig glad for.