Portræt af duoen Jehs+Laub: Funktion er i sig selv et æstetisk element
Markus Jehs og Jürgen Laub har kendt hinanden siden studietiden, og har siden da været et fast makkerpar under navnet Jehs+Laub. Siden de tidlige studieår har de begge været enige om en ting: Alt overflødigt fedt skal skæres fra i designprocessen og man skal kunne gennemskue ideen bag designet på en brøkdel af et sekund.
Jürgen Laub (født I 1964) og Markus Jehs (født I 1965) er begge industrielle designere, uddannet fra Schwabisch Gmund Universitetet i Tyskland i 1992.
At arbejde med lige netop møbler var ikke noget de havde planlagt, da de startede på universitetet, men det ændrede en enkel tur til Milano:
- Vi besøgte Salone del Mobile i Milano i 1989 og her blev vi for alvor forelsket i møbeldesign. Jeg begyndte i hvert fald at drømme om at præsentere mine egne designs i Milano. Efter den tur var der ikke rigtigt nogen vej tilbage, fortæller Jürgen Laub.
”Jeg tror selv, at de helt store designere som Charles Eames eller Arne Jacobsen ville gentænke deres designs”
Et internationalt sprog
Jürgen Laub og Markus Jehs kom kort herefter til netop at prøve kræfter med møbeldesign under et praktikophold i New York. Det var også her, at venskabet og det efterfølgende samarbejde mellem de to designere tog form:
- Vores praktikophold åbnede virkelig vores horisont i forhold til, hvordan man arbejder med design. Det gav os et globalt perspektiv, siger Jürgen Laub.
- Det hjalp os til at udtrykke os i et globalt formsprog, hvilket også har bidraget til, at vi har kunnet arbejde uden for Nordeuropas grænser. Men til trods for at vi gennem vores design har et globalt formsprog, så har vi ikke mistet vores tyske accent. De tyske rødder er stadig et fundament for os, smiler Markus Jehs.
- Der var og er stadig en anden arbejdsgang i USA. I Europa og særligt Tyskland kan design udvikle sig til en næsten intellektuel diskussion, hvor alle koncepter og detaljer vendes og drejes. I New York lærte vi bare at ”tage fat”. Havde man en ide, så gik man straks i gang med at realisere den, uddyber Jürgen Laub.
Efter studierne slog de to designere kort tid efter pjalterne sammen og grundlagde deres fælles studie og tegnestue i Stuttgart under navnet Jehs+Laub. I begyndelsen arbejdede de især med at designe lamper og møbler for italienske producenter som Cassina, Ycami and Nemo. Men efter ganske kort tid begyndte de at samarbejde med store internationale aktører som Fritz Hansen, Knoll International, Stelton, og ikke mindst Brunner.
Reflekter over omgivelserne
I år kan de to designere fejre 25-års jubilæum, men til trods for at de har arbejdet tæt sammen i et kvart århundrede, så mangler de ikke inspiration, og samarbejdet fungerer upåklageligt:
- Vi er måske blevet lidt som et gammelt ægtepar, hvor vores forskelligheder snart ikke er til at se længere, griner Markus Jehs.
- Men inspirationen er der stadigvæk, indskyder Jürgen Laub og fortsætter:
- Hvis man tager tid til at reflektere over og observere sine omgivelser grundigt, løber man aldrig tør for inspiration. Vi er omgivet af indtryk og materialer, der hele tiden påvirker vores kreative proces og vores liv.
Det gode design
Men hvad er et godt design egentligt? Det kræver ikke meget betænkningstid før Markus Jehs svarer:
- Det gode design er det, man ikke ser. Arbejder vi f.eks. på en stol, forsøger vi at nå et design, hvor det færdige produkt kommer til at fremstå som en helt naturlig del af rummet. Man skal ikke lægge mærke til, at stolen står i rummet, men derimod lægge mærke til det, hvis den fjernes fra rummet. Stolen skal helst ubevidst drage brugeren til sig, uden at der stilles spørgsmål.
- Med denne tilgang kræver det naturligvis at ens design har en lethed og simplicitet. Man bliver nødt til at skære al overflødigt fedt fra i designprocessen: Man skal kunne gennemskue ideen bag designet på en brøkdel af et sekund, så derfor skal al unødig støj fjernes. Vi har en antipati mod styling. Bidrager det ikke til funktionen skal det væk. Funktion er i selv et æstetisk element, uddyber Jürgen Laub.
- Hvis vi skulle vælge et design, hvor vi er nået i mål med de visioner, så synes jeg det er vores A-chair som vi lavede for Brunner. Der findes ikke en perfekt stol, og der kommer heller aldrig en, men jeg syntes, at vi nåede meget langt med netop A-chair. Det var i det hele taget et spændende projekt, hvor vi endte ud med en stol, der er enormt praktisk, samtidigt med at den er elegant og komfortabel. Her var Brunner en god samarbejdspartner, der ikke ville gå på kompromis med kvaliteten, siger Markus Jehs.
- I sidste ende er det en praktisk og behagelig stol og det er det ultimativt vigtigste, når det kommer til møbeldesign. Tænker du ikke i komfort, bør du slet ikke tænke i møbler. Men ny teknologi, hjælper os til at skræddersy møbler til den menneskelige krop. Det betyder også, at vi hele tiden bevæger os fremad som branche. Ser vi på nogle af de store klassikere som f.eks. Barcelonastolen, er den stadig visuelt relevant, men den er ikke længere ergonomisk holdbar i forhold til hvad vi forventer os af et møbel. Jeg tror selv, at de helt store designere som Charles Eames eller Arne Jacobsen ville gentænke deres designs, hvis de havde nutidens hjælpemidler bag sig, forklarer Jürgen Laub.
”Man skal kunne gennemskue ideen bag designet på en brøkdel af et sekund”
Man skal stå fast
Men når hverken inspirationen eller samarbejdet knager, er der da så nogle udforinger for en velrenommeret designduo? Ja, og ifølge Markus Jehs og Jürgen Laub så er det udfordringer, de ser mange andre designere kæmpe med:
- Det er altid en udfordring for en designer at have et overblik over markedet, og samtidigt have evnen til at filtrere trends og hurtige modebølger fra ens arbejde. Det er ikke nemt at stå fast på sit design i en tid hvor alting skal gå hurtigere og hurtigere, siger Markus Jehs.
Jürgen Laub nikker og uddyber:
- Man skal nogle gange insistere på at stoppe og se tingene an, hvis man vil have mere kvalitet. Men vi ser heldigvis en tendens til, at samarbejdet mellem visse designere og producenter bliver tættere. Når afstanden mellem dem mindskes, kan man lettere gå i dialog om at skabe noget smukt og godt for eftertiden.
- Vi har selv været heldige at finde flere samarbejdspartnere, som vi arbejder utroligt godt sammen med og som acceptere vores designtilgang, men det er jo ikke alle, der er så heldige. Men alligevel synes jeg, at man har pligt til at være tro mod sig selv og sine ideer, også selvom det kræver, at man må tage nogle ekstra kampe på vejen, afslutter Markus Jehs.