Tscherninghuset vinder årets Renoverpris
Fra lagerhal til hovedsæde. Renoveringen af Tscherninghuset er netop blevet kåret som vinder af Renoverprisen 2024 på grund af projektets stærke fokus på genbrug og upcycling.
Tschernings tidligere lagerhal har gennemgået en transformation til kontorer med brug af 89 % genbrugte og upcyclede materialer, og nu hyldes projektet som den bedste renovering med størst eksempelværdi blandt 160 indstillede renoveringsprojekter til Renoverprisen 2024.
Renoverprisens Valgkollegium består af 87 fagpersoner fra byggebranchen, udpeget af 11 forskellige organisationer, har peget på Tscherninghuset som årets vinder. Karen Mosbech, forperson for Renoverprisens Nomineringsudvalg udtaler:
- Transformationen af Tschernings lagerhal til kontorfaciliteter er et fantastisk projekt. Det viser, hvordan man kan genbruge og upcycle byggematerialer og give dem nyt liv. Bygningen er under renoveringen blevet betragtet som en cirkulær legeplads, hvor man med en kreativ og legende tilgang har demonstreret nye måder at sætte genbrugte og upcyclede materialer sammen på. Årets vinder af Renoverprisen har dermed en enormt stor eksempelværdi til inspiration for andre.
Genbrugte materialer når muligt
På det vindende projekt har man omdannet 442 m2 lagerhal til moderne kontorpladser med en klar vision om at anvende så mange materialer som muligt. Resultatet er en bygning, hvor næsten alle materialer er genbrugte, og stort set kun installationer og toiletter er nye.
Den fleksible samarbejdsproces er ligeledes bemærkelsesværdig, for de mange genanvendte materialer fra nedrivninger har krævet et tæt samarbejde mellem bygherrer, arkitekter og udførende for løbende at finde nye måder at integrere de fundne materialer på.
Lydinge Aagård vinder Specialprisen
Der blev også kåret en vinder af Renoverprisens Specialpris 2024, og her faldt valget på Lydinge Aagård på Fyn, der er en over 175 år gammel bindingsværksgård, som er renoveret med stor nænsomhed og faglig omhu ved brug af århundredgamle metoder og materialer.
- Vinderen af årets Specialpris, Lydinge Aagård, er et ægte ildsjæleprojekt. Det er et lille projekt med en stor historie. Parret bag er ikke selv håndværkeruddannede, men har løst opgaven ved at søge viden og sparring blandt dygtige professionelle og være vedholdende i deres interesse, research og udførelse af gamle teknikker. Kort sagt er Lydinge Aagård et pragtfuldt projekt, som man bliver meget inspireret af, udtaler Karen Mosbech, forperson for Renoverprisens Nomineringsudvalg.
Materialevalget har for det unge par været meget betydningsfuldt, og de er gået hele vejen med fokus på detaljerne, bl.a. med brug af lerpuds, hvilket er i tråd med den oprindelige byggemetode, omhyggelig udfyldning af revner i bindingsværket med en blanding af tjære, linolie og sort farvepasta samt opbygning af en masseovn efter gammel skik.
Gode renoverings-eksempler til efterfølgelse
Karen Mosbech fortæller, at man ikke kun kan se kreative ideer og nytænkning i de to vinderprojekter, men i det samlede felt af indstillede projekter:
- Det er opmuntrende, at renovering bliver stadig mere anerkendt som en særlig disciplin, og der er stor iderigdom at hente blandt alle de 160 indstillede projekter i 2024. Gode renoveringer er en værdifuld klimaløsning frem for nybyggeri, så det er glædeligt, at så mange har indstillet og beskrevet deres fremragende renoveringsløsninger til inspiration for bygherrer og den samlede byggebranche.