Et langt arbejdsliv i energiberegningernes tegn
Søren Aggerholm er netop gået på pension efter en karriere, der har været præget af forskning i energieffektivisering, hvor han blandt andet har spillet en afgørende rolle i arbejdet med at udvikle energimærkningen og bygningsreglementernes energibestemmelser
Søren Aggerholm stejler en smule, da journalisten lufter tanken om at kalde at den mangeårige leder af Afdelingen for Energi, Indeklima og Bæredygtighed på BUILD – Institut for Byggeri, By og Miljø på Aalborg Universitet for faderen til det danske energimærke.
Men beskedenheden til trods må man konstatere, at beregningsmekanismen bag mærket, der påhæftes både nybyggerier og eksisterende bygninger, i høj grad er hans arbejde. Og stemmen har da også et strejf af faderlig stolthed, når han uddyber sin rolle.
- Jeg har lavet den balancerede beregning af, hvordan man opgør energibehovet, og vi har hjulpet Energistyrelsen med mekanismerne til at føre mærkningen ud i livet. Så jeg kan jeg sige, at jeg har stået fadder til energiberegningsprogrammet bag, siger Søren Aggerholm, der netop er gået på pension efter et langt arbejdsliv i energiberegningernes tegn.
Arbejdet har været præget af et bredt samarbejde med aktører i branchen – og et forsøg på at forene teori og praktik. Det har været strengt nødvendigt, når man har skullet lægge det teoretiske grundlag for en indsats, der berører os alle – og som ofte har skullet føre modsatrettede kommercielle, faglige, politiske og praktiske interesser ind i et fælles land.
- Det er nødvendigt, at der ikke er unødig distance mellem forskerne og folk generelt. Man skal være så meget sammen med branchen og branchens forskellige folk, at man forstår dem og kan hjælpe dem. Det betyder ikke nødvendigvis, at man skal skrive direkte til håndværkerne, men man skal komme med de overordnede indslag, der kan formidles via et videnscenter. Man skal simpelt hen stikke fingeren i jorden. Jeg har været glad for at have jordforbindelsen i mit arbejdsliv, og jeg håber, at andre også oplever, at jeg har haft det, siger Søren Aggerholm, der er akademiingeniør og lic. tech. fra DTU.
Fælles fodslag
Det fælles fodslag kan betyde, at man må justere lidt i forhold til det teoretiske for at gøre det praktisk anvendeligt – og det er i høj grad lykkedes ved energiberegningen.
- Der er jeg stolt af, at vi har lavet en beregningssystematik, som alle i branchen kan bruge. Vi har fundet en metode til at afspejle energieffektiviteten i tilstrækkelig grad, uden at det bliver for indviklet. I andre lande har man metoder, der er så avancerede, fordi man går efter en meget stor præcision. Det gør modellerne sværere at bruge og lettere at manipulere. Vores beregningssystematik gør, at der ikke er slinger i valsen. Den er lidt mindre nøjagtig, men meget mere anvendelig, siger energiforskeren, der især fremhæver de sidste 20 års tid som interessante for udviklingen inden for energieffektivisering.
- Det er her, det mest markante er sket. Det er imponerende, at det er lykkes at lave en plan, hvor man hver femte år øger energieffektiviseringen. Det giver en enorm styrke for byggebranchen, at man ved, hvad der sker og selv har indflydelse, så det ikke bare er politikere, der stiller krav. I starten var der mange forbehold om, hvorvidt man kunne, om det var for meget, og om det ville blive for dyrt. Men vi har haft en god synergi mellem forskere, byggebranche og politikere, så det er gået, siger Søren Aggerholm.
Synergien blev hjulpet på vej af EPBD-direktivet fra EU, der var det første, som handlede om energieffektivitet, og af et fokus på, hvordan man praktisk kunne opnå resultater.
- Energibesparelser kræver også tætte bygninger, og det kræver igen, at de er let bygbare. Der blev udviklet løsninger, der var lette at bygge, og det betød, at der ikke blot var fokus på energi, men også på bygbarhed og robusthed. Det skaber en anden forståelse hos håndværkere, end hvis man blot præsenterer tal og beregninger, siger Søren Aggerholm.
Væsentligt med frivillighed
Han fremhæver desuden frivilligheden i bygningsreglementets energiklasser som væsentlig.
- Det er med til at gøre planerne realistiske og sikre en kattelem. I 2020-kravene kunne vi se, at målene var sat en anelse for stramt, så man lod nogle af kravene stå som en frivillig lavenergiklasse, hvor de, der vil gøre en ekstra indsats, kan vælge den. Det giver tryghed for en branche, at der er en grad af frivillighed, siger han og opfordrer til et større helhedssyn fra især politisk hold. For bygningerne bliver bygget for at stå i mange år, så der er ingen grund til at haste beslutninger igennem og fokusere for meget på enkeltelementer.
- Man skal lave forsøgsbyggerier og lære af sine erfaringer. De gode ting skal implementeres, men man skal respektere, at det tager sin tid. Hurtige løsninger er ikke ønskelige, for det viser sig af og til, at nye, lovende materialer har nogle ulemper, der først bliver synlige efter nogle år. Man skal ikke blive for ivrig, siger han.
- Politiske beslutninger er selvfølgelig nødvendige, hvis man skal flytte ting, men man skal passe på, at der ikke går overbud i beslutningerne. En gang i mellem kunne man godt ønske sig, at politikerne var lidt mere lydhøre overfor branchen og forskerne. Nogle gange går det så stærkt, at man ender med, at der ikke sker noget. Helheden skal være med, for at de politiske mål kan blive realiteter.
Bredere fokus end blot CO2
Det store fokus på CO2-udledning er et godt eksempel. Her er det vigtigt, at der også er et øje på ressourceanvendelse og på, at bygninger også skal være brugbare i det daglige.
- Vi skal holde fast i en holistisk tilgang. Bæredygtighed handler også om robust byggeri, æstetik, godt indeklima og materialevalg. Jeg har det rigtig godt med træbyggeri, men der er steder, hvor træ ikke er den rette løsning. Man skal tænke balancer og vide, at der ikke er nemme løsninger på alt, for byggeri er meget komplekst, siger Søren Aggerholm, der med de ord træder et forsigtigt skridt uden for de rammer, han har formet sit arbejdsliv efter.
- Jeg vil gerne hjælpe mine tidligere kollegaer med min viden og erfaring, men jeg vil ikke blande mig offentligt. Jeg synes ikke, det er forskernes opgave. Vi skal levere solid baggrundsviden og fakta frem for synspunkter. Når jeg hører kollegaer levere meninger i stedet for viden, bliver jeg en smule ked af det på deres vegne.