Portræt af Anne Qvist: Balancegang mellem skala, tid og rum

Vi møder Anne Qvist på hendes kontor i Sydhavnsgade i Aarhus. Omgivet af en blanding af industrivirksomheder, det pulserende havnemiljø og små kreative kontorfællesskaber, sidder den selvstændige aarhusianske designer klar med varm kaffe. Der går ikke lang tid før snakken falder på de udfordringer hun ser for arkitekt- og designskolerne lige nu. Man sporer tydeligt en oprigtig bekymring for branchen, og hvordan man uddanner de unge studerende:

 

- Jeg er selv uddannet fra arkitektskolen i 1992, hvor jeg gik på linjen Industrielt Design, der desværre ikke eksisterer længere. Generelt så føler jeg, at der bliver skåret for meget ned på vores kreative uddannelser samtidig med at begreberne udvandes. Vi har mere end 60 uddannelser i Danmark, der har noget med design i navnet, og det indebærer også mange ting, som i sin essens kan kobles til egentligt design. Designbegrebet udvandes i en sådan grad, at jeg selv er begyndt at kalde mig arkitekt, fremfor designer. Jeg har derfor funderet over hvad en arkitekt egentlig er. Det er en formgiver, en der forstår at omsætte en masse viden og information, for at nå et mål, og det syntes jeg, indkapsler mit arbejde, hvad end jeg kalder mig arkitekt eller designer.

 

- Man ser også at designere og arkitekter skal undervises i kommunikation, ingeniørkundskaber og alt muligt andet end netop selve formgivningen. Det er fint at lære om alle de fag og discipliner, der kan hjælpe os, men vi kan jo aldrig blive eksperter på de områder. Vi kan noget forskelligt, og det skal vi kunnet acceptere, siger Anne Qvist og uddyber:

 

- Men jeg er faktisk rigtig bekymret på vegne af vores stand, i forhold til vores uddannelsessystem. Vi er i Danmark berømte for vores design. Man siger jo ikke skandinavisk design i udlandet, men dansk. Jeg sidder i Dansk Industris Designudvalg, hvor jeg ser en klar tendens til at flere og flere ansætter udenlandske designere. Det er ganske vist fint med inputs udefra, men det er da alligevel et hårdt slag for vores danske selvbevidsthed.

 

 

“Allow yourself to be crazy once a week”

Man kunne spørge om vi i Danmark hviler på laurbærrene, siden der ikke investeres mere i de nye generationer af designere og arkitekter, der skal gennem uddannelsessystemet. Og for Anne Qvist er det lige netop tilfældet:

 

- Ja det gør vi. Vi glemmer lidt arkitektskolernes store indflydelse på vores designguldalder, og vi er retmæssigt stolte af alt det, der kom ud af den periode. Men vi kan ikke nøjes med kun at hente inspiration fra vores klassikere, for det kan alle jo gøre, hvilket betyder, at vi mister lige det, der gør os unikke. Vi skal værne om det gode håndværk og give os selv mulighed for at turde prøve nye grænser af. Jeg var så heldig, sammen med Designrådet, at blive vist rundt på tøjdesigneren Paul Smiths tegnestue, hvor vi spurgte ham, hvad synes du om dansk design? Svaret kom prompte. I er blevet kedelige, fanget under en dyne a succes. Allow yourself to be crazy once a week! Lige netop den pointe, syntes jeg, er så vigtig. Tænk på vores designidoler som Verner Panton, Wegner og Finn Juhl. De kunne lige præcis være ”crazy”, og nogle af deres designs blev måske ikke alle kommercielle succeser, men de kunne plante frø til nye ideer.

 

Men det er lettere sagt end gjort, som Anne Qvist forklarer:

 

- Tag en opgave som at designe en stol. Det er en svær opgave som designere både forguder og frygter. Der er så mange, der er gået i forvejen, og det er begrænset, hvor meget man kan justere på den. Den skal trods alt have fire ben, griner hun og fortsætter:

 

- Men vi kan se på materialer og produktionsteknikkerne, for herigennem at finde nye indgangsvinkler.

 

 

Det enkle og beskedne

Og netop nye indgangsvinkler har Anne Qvist formået at finde med stabelstolen Aqua Chair, fremstillet af PUR for Erik Jørgensen. Stolen er tilmed blevet en del af Design Museum Danmarks permanente udstilling ”Dansk Design Nu”. Ligesom hun har formået at gøre det med arbejds- og væglampen AQ01 for Fritz Hansen:

 

- Her sad jeg og kiggede på, hvad kan vi egentlig gøre for at forbedre lampen. Normalt vil man se en masse stænger og andet. Så jeg satte mig for at forsimple udtrykket, så den nu kun består af to tynde rør. Det har været en materialereduktion på 60%, men den er stadig superstærk, den er bare ikke støjende i rummet og står nu tilbage i sin reneste form.

 

Baggrunden fra arkitektskolen er også noget, som Anne Qvist ser som en stor fordel i sit daglige arbejde:

 

- Man får et helhedssyn, hvor landskab, bygning og rum skal være i dialog med designet. Jeg forsøger at forme ting, der er beskedne og enkle, og som kan underordne sig brugerne. Funktion og dialog med omgivelserne er utroligt vigtigt.

 

Et sådant eksempel kan ses med udendørsbænken Opera for Veksø, der er udvalgt til Stockholm bys designmanual af stadsarkitekten:

 

- Man kunne jo lave en fin lille bænk, der er en romantisk gengivelse af noget fra 1800-tallet, men det gider jeg ikke, det er ikke ægte. Jeg hører til i min samtid og skal arbejde ud fra den. Derfor gik jeg denne vej, hvor æstetik og materialevalg skulle give noget tilbage til bybilledet samtidig med, at det skulle være behageligt for brugerne. Skala, tid og rum, er altid noget man skal være opmærksom på, og noget vi skal relatere til som designere.

 

 

Inde i maskinrummet

Foruden arbejdet med formgivningen, har Anne Qvist specialiseret sig i kontorindretning, og man fornemmer hurtigt passionen for at nå i mål med løsninger, der kommer både ledelse og medarbejdere til gode:

 

- Man skal gøre sit ypperste for at forstå den organisation, man arbejder for og sætte sig ind i virksomhedens arbejdsflow. Der skal ses både på, hvordan de arbejder, men også hvordan de ønsker at arbejde. Det er også en øvelse i kompromiser. F.eks. er storrumskontoret meget udskældt, men det rummer også fordele i forhold til udnyttelse af pladsen. Tænk på hvor mange borde, der står tomme, eftersom folks arbejdsvaner og tider er vidt forskellige. Storrumskontoret giver os plads og muligheder for ale mulige tiltag, som f.eks. bedre møderum eller rum til sociale aktiviteter. Så i sidste ende kræver det en analyse af hvilken løsning, der bedst hjælper virksomheden til at performe bedre, siger Anne Qvist og fortsætter:

 

- Men det er altid sjovt at komme ind i maskinrummet hos en ny kunde. En opgave, som var helt fantastisk var indretningen af Kvadrats hovedkvarter. Her snakkede jeg med en af direktørerne, der sagde, at indretningen skulle afspejle virksomhedens flade organisationsstruktur. Dem der sidder på direktørgangen, er ikke vigtigere end dem, som står på lageret. Det var en fantastisk inspirationskilde for mig, hvilket gav mig ideen til at slå hul i væggen mellem lager og kontor, så man hver især kunne se, hvordan man arbejdede og bidrog til virksomhedens drift. Det er altid en fornøjelse at komme ud til en kunde, der har en klar vision, og det afspejles tydeligt i slutresultatet.

 

Bliv ved til tingene er i orden

Spørger man til tilgangen til hendes arbejde, lægger Anne Qvist stor vægt på de ti år, hun var hos Schmidt Hammer Lassen:

 

- Min tid hos Smith Hammer Lassen har virkelig formet mig. Deres tilgang til faget og projekterne var prisværdig: Kun det bedste er godt nok, og man bliver ved indtil alt er i orden. Jeg startede hos dem som praktikant, mens jeg gik på arkitektskolen. Dengang var det måske lidt nemmere at være ung arkitekt, for jeg mødte partneren Morten Schmidt, der spurgte, om jeg havde noget at tage mig til efter studierne. Jeg svarede pænt nej, hvor han sagde: Jamen så kom ind hos os, du starter på mandag.

 

- Jeg ser tiden hos dem, som utroligt lærerig og kalder det for ti års efteruddannelse. De stod for en kvalitet og perfektionisme, som også blev efterspurgt i udlandet, hvilket måske er derfor, de nu er opkøbt af nogle amerikanere. Det er jo noget vi efterhånden ser ganske udbredt i Danmark, at tegnestuerne opkøbes. Om det er godt eller skidt, kan jeg ikke svare på, det må tiden jo vise. Men jeg kan da frygte, at disse store konstellationer kan gå udover kvaliteten og kreativiteten.

 

 

 

Kontorindretning på kinesisk

Tiden hos Schmidt Hammer Lassen bød også på et nyt eventyr i Kina. Eller rettere sagt, så var Anne Qvist med til at starte Schmidt Hammer Lassen rejse ind på det enorme asiatiske marked:

 

- Schmidt Hammer Lassen har i dag et stort kontor i Kina med mere end 100 medarbejdere. Deres rejse ind på det kinesiske marked startede med, at jeg og en kollega tog med en dansk delegation til Kina, hvor jeg skulle scanne det kinesiske marked. Jeg må ærligt indrømme, at jeg følte mig lidt på bar bund. Jeg vidste jo ikke noget om Kina, og markedet er så ufatteligt stort. Men for år tilbage, skrev en ung kinesisk arkitektstuderende til mig for at få nogle billeder af Den Sorte Diamant, hvilket jeg naturligvis sendte til ham. Da jeg så var i Kina, tænkte jeg, at jeg kender kun en kineser i verden, ham bør jeg da kontakte. Så jeg skrev, at vi var i Bejing, og om han ikke kom forbi til en uformel snak. Det gjorde han så, dog bare med en hel tegnestue i ryggen. Selvsamme tegnestue inviterede senere Schmidt Hammer Lassen med i en konkurrence, som vi så vandt. Det var vores første opgave i Kina, alt sammen noget der startede med nogle fotos af Den Sorte Diamant. I mellemtiden var jeg blevet ansat hos Arkitema Architects. Arbejdet i Kina fyldte meget gennem flere år og resulterede i både fine priser og en indsigt i en arbejdsmentalitet, der ligger meget langt fra den danske:

 

- Vi skulle fra Arkitema Architects indrette kontoret for Kinas største bank ICBC, hvor jeg og mine kollegaer prøvede, på klassisk nordisk vis, at skabe så gode rammer for medarbejderne som overhovedet muligt. Men ledelsen forstod ikke, hvorfor vi brugte så mange ressourcer på at skabe glade og tilfredse medarbejdere. De kunne jo altid bare finde nogle nye, hvis de brokkede sig. Men vi prøvede alligevel at skabe nogle gode rammer og det lykkedes, hvilket resulterede i, at vi fik overrakt en pris for bedste kontorindretning i Kina. Men da jeg skulle over og modtage prisen, tog jeg en tur forbi kontoret, hvor jeg så, at de loungeområder, vi havde indrettet, var fyldt med sovende arbejdere. Det er meget almindeligt for kinesere at sove på arbejdet, fordi de sikkert arbejder så hårdt, så derfor var de rekreative områder, vi havde designet, ufrivilligt blevet omdannet til sovesal, smiler Anne Qvist og afslutter.

 

- Her skulle vi jo have indrettet et decideret soverum, men det kræver jo, at man har en kunde, der er klar i mælet om de egentlige behov. Men det var en lidt sjov lektie for os, og min tid i Kina har været utrolig lærerig, ikke mindst fordi jeg nu sætter endnu mere pris på danske dyder om at sætte mennesket i centrum i vores arkitektur.