Portræt af arkitekt Karl-Martin Buch Frederiksen fra KANT arkitekter

En skitseblok i hånden er noget Karl-Martin Buch Frederiksen har haft med sig siden barndommen. Selvom han på et tidspunkt drømte om at være fodboldspiller, var det forholdet til tegninger og rum, der overtog:

 

- Jeg har altid haft tegneblokken med mig, har tegnet rum og flyttet rundt på tingene for at skabe nye oplevelser. Det er skitsen, der er interessant og samtidig er den et essentielt redskab i mit arbejde i dag.

 

Med baggrund i en bygningskonstruktøruddannelse fra KEA, en arkitektuddannelse fra KADK samt arbejde hos KANT arkitekter siden 2007, hvor han siden 2015 har været en del af partnergruppen, står Karl-Martin i dag for tegnestuens arkitektoniske profil.

 

 

God arkitektur skal skabe ejerskab og fællesskab

KANT arkitekter, som har til huse på Nørrebro i København, er særligt optagede af to ting; nemlig bolig- og undervisningsbyggeri. Og ræsonnementet er klart – det at leve og lære er selve kernen i et godt liv. Det handler om at skabe de bedste rammer for trivsel og læring samt om at matche det med de pædagogiske ambitioner i forhold til at skabe et godt indeklima og inspirerende arbejds- og læringsmiljøer. Samtidig har de også et stærkt fokus på at boligarkitektur skal bidrage til at bringe mennesker tættere på hinanden og en grundholdning om, at de fysiske rammer bør være en invitation til at komme hinanden ved, for at skabe fællesskab og godt naboskab.

 

Som en del af tegnestuens metode har Karl-Martin introduceret begreberne om henholdsvis kloge og fælles kvadratmeter. Flere skoler står overfor de samme udfordringer i forhold til tomme kvadratmeter, hvilket KANT arkitekter løser på den måde, at kvadratmeterne bliver udnyttet henover hele dagen. I det øjeblik, de introducerer fællesskab på skolen – ikke kun på tværs af fag og klassetrin, men også på tværs af skole og lokalområde – taler de således om kloge kvadratmeter.

 

- Et eksempel er Kildevældskolen, som er under udvikling. Det er både en skole og et kulturcenter, hvor mange af de fælles arealer og funktioner deles mellem kulturhuset og skolen. Skolen er åben og aktiv en større del af døgnet, hvilket skaber ejerskab, en tryg ramme og en følelse af at være en del af et fællesskab, der går på tværs af hele nærmiljøet, fortæller Karl-Martin og nævner også Dyvekeskolen som eksempel:

 

- På Dyvekeskolen skabte vi nogle fleksible fællesområder i deres lange gange, hvor det viste sig, at de ikke kunne finde ud af at tage dem i brug, fordi de var vant til at have en kultur, hvor man løb på gangen. Efterfølgende lavede vi nogle workshops med lærerne og nogle af eleverne, der betyder at rummet i dag stort set står som nyt, fordi de har fået en kultur, hvor de er stolte af det og tager ansvar for det. Siden vi afleverede projektet i 2014, har vi derfor forsøgt at følge op på vores projekter på en ny måde, så vi dels ved, hvordan rummet er blevet taget i brug og tester det af i forhold til eksempelvis akustikken – og dels er med til at formidle, hvordan man skal tage skolen og de nye læringsrum i brug, så børnene trives og inspireres.

Værdier om at leve og at lære

- Vi har haft en masse spændende diskussioner om, hvad det egentlig er, vi har med at gøre, når vi arbejder med bolig- og undervisningsarkitektur. Det har resulteret i to værdibegreber, som handler om at leve og at lære. Det vil sige, at når vi for eksempel arbejder med en bygherre, der kun fokuserer på boligen, prøver vi at introducere spørgsmålet om, hvad det betyder at leve og hvad det gode liv betyder for dem, der skal bruge boligerne. Det er en god modpol i forhold til projekterne, hvor spørgsmål ofte går på, adgangsforhold og hvor højt der er til loftet. Så zoomer vi lidt ud og spørger ind til, hvad rumhøjden betyder for den måde, vi lever på og for den kvalitet, vi ønsker i boligerne. Det betyder også, at vi får et fælles sprog og ved, at vi ikke kan tale om bolig uden at stille spørgsmål til det at leve, siger Karl-Martin.

 

God arkitektur skal ændre vores tænkemåder

Foran en række internationale projekter har KANT arkitekter modtaget den prestigefyldte internationale arkitekturpris, ICONIC AWARDS 2018 i kategorien ”Innovation Architecture – best of best” samt været nomineret til World Architect Festival for deres vision om fremtidens tekniske uddannelse – TEC H.C. Ørsted Gymnasium.

 

- Det er på alle måder fantastisk at der bliver lagt mærke til vores anderledes tænkemåder, fordi den skriver sig ind i en anden type arkitektur og at man kan aflæse den ændring vi har lavet i arkitekturen – hvilket også er det vi brænder for, siger Karl-Martin og uddyber projektet om TEC: 

 

- Med inspiration fra H.C. Ørsteds forskning og praksis ville vi tegne et teknisk gymnasium, der skaber optimale rammer for læring og som peger ind i fremtiden. Det arkitektoniske hovedgreb udgøres af en stabling af afrundede volumener, som bærer en visuel reference til den elektromagnetiske spole. Spolerne, der hver især rummer undervisnings-, fag- og mødelokaler udgør både den indvendige struktur i bygningen og træder samtidig ud i facaden. På den måde er der en gennemgående rød tråd i de indvendige rum og i facadens udtryk – og det er med til at give et langt mere interessant og fleksibelt hus, hvilket har en betydning for måden at undervise og lære på.

 

 

Visionen skal være det bærende

Et nyt projekt, KANT arkitekter har haft succes med at sætte i gang, startede med et boligprojekt som aldrig blev til noget. Et frø var dog sået, og den bærende idé blev genoplivet i forbindelse med en idékonkurrence for Realdania med en vision om fremtidens seniorbolig.

 

- Vi prøver at gøre op med opfattelsen af måden at være senior på i Danmark, hvor vi gerne vil udfordre og gentænke boligen for dem i aldersgruppen fra 50 år og opefter. De vil ikke parkeres i en eller anden dødssyg seniorbolig med niveaufri adgang. Og mange af dem går altså mere op i at have en bolig, som kan være rammen om et aktivt liv. Det er dem, der nu er allermest friske, fordi børnene er flyttet hjemmefra, nogle har høj friværdi, lyst til og mulighed for at rejse og ikke mindst mulighed for at skabe deres eget liv, ligesom da de var i 20’erne. Her prøver vi at træde ud af arkitekturen og stille nogle spørgsmål til det, der handler om at leve i boligen i stedet for hvad det for en type bolig, fortæller Karl-Martin og fortsætter:

 

- Vi kan se en tendens til, at de modne par ligner de unge par, at vi er aktive længere og at vi i stigende grad søger nye fællesskaber – også i en moden alder. Den kommende seniorgeneration har et højere fællesskabsniveau. Vi kalder projektet for almanakken, hvor vi prøver at lave en almanak for, hvordan man bor et sted med sådan et fællesskab, forklarer han. KANT arkitekter gik videre i Realdanias konkurrence, men vandt ikke.

 

- Det betød ikke noget, at vi ikke vandt, for inden vi gik i gang, havde jeg besluttet, at vi fortsatte projektet uanset hvad, fordi vi kunne mærke, at vi havde fat i den lange ende. Vi har derfor tegnet det som vi ville have det og arbejder nu videre med nogle, vi er glade for at arbejde sammen med. Nogle gange handler det om at have modet til at holde fast – at udnytte den energi, der frisættes, når sådan et visionsprojekt tager form. Hele den måde at gå til skoler og boliger på, synes jeg er spændende og nu har vi en meget stolt og engageret bygherre, som vil kæmpe for projektet. Det er vigtigt for os at visionen bliver det bærende for den type projekter, fastslår Karl-Martin.

 

Modeller og mockups i 3D og Virtual Reality

En del af metoden hos KANT arkitekter er også at arbejde med modeller i 3D og Virtual Reality.

 

- At introducere en model sammen med en forklaring gør hele konceptet lettere at forstå. Det er et rigtig godt værktøj, som vi med vores digitalisering hurtigt kunne skære fra og kun arbejde i 3D. Vi arbejder dog også i 3D samt med det nyeste indenfor Virtual Reality, når vi laver et mockup. Det giver os mulighed for at undersøge flere ting på kortere tid, fordi vi kan bygge nogle principielle ting i 3D og tegne detaljer i de virtuelle rum – og prøve os frem i forhold til eksempelvis materialer og vinkler. Det er noget, vi fremover skal arbejde mere med. Vi kan endda tage det med ud på byggepladserne, hvor vi kan se at byggelederne også synes, det er brugbart, fortæller Karl-Martin.

 

 

 

Gertrude Stein & brugernes behov

- Både bygherrerne og brugerne er vigtige at spørge, for at kende deres behov. Der er altid en brugerproces og vi bruger meget tid på at visualisere et projekt for brugerne ved at fremvise og tale om en model. Det er uundværligt for os, fordi vi får meget brugbar information retur. Samtidig giver vi dem også opgaver, for eksempel at de til næste møde skal komme med fem forslag til, hvordan de kan bruge deres vægge på en anden måde, siger Karl-Martin og fortsætter:

 

v- Jeg er meget inspireret af Gertrude Steins ”A rose is a rose is a rose”, som er ideen om at hver gang man ser på en rose, er den noget nyt. Jeg beder brugerne om at tænke ”A wall is a wall is a wall” og om at se på væggen ud fra, hvordan de bruger den i dag og i forhold til hvordan de kan bruge den om fem år. Det starter noget hos dem, hvilket giver os noget at tage med hjem til tegnebrættet og så ved jeg, at de er i gang med at forbedre deres læringsmetoder – og fordi jeg kan få dette inkluderet i projektet tidligt, bliver idéen markant bedre. Ideer sættes i gang hos begge parter og det bringer os videre og kvalificerer processen.

 

 

Vi skal løfte det mærkbare

En del af Karl-Martins drivkraft for arbejdet med at tegne de gode rammer for liv og læring, ligger i en tilgang til det mærkbare og sanselige overfor det målbare:

 

- Der er noget der hører sig til en målbar verden, og noget til en mærkbar verden. Sanseligheden ligger i den mærkbare verden. Vi har haft en tendens til at skubbe den mærkbare verden væk, fordi vi først tror på noget, når det er målbart, eksempelvis når ventilationen er installeret og der er lys på bordene.  Det gør dog derimod størst indtryk på os, når der er noget, vi kan mærke – den måde som rummet er skabt på, farverne, materialerne og duften i det. Hvorfor diskuterer vi ikke duften i et rum? spørger Karl-Martin og fortsætter:

 

- Først når vi er i stand til også at løfte det mærkbare, er vi i mål. Særligt hvis vi kan stille spørgsmål til det mærkbare, som skaber aftryk på den måde, vi går til det målbare på. Med det mener jeg, at vi hurtigt kan regne på for eksempel lys og om der er nok lux på bordene. Det smukkeste er derimod hvis vi kan undersøge om lyset kan bruges til at understøtte tre forskellige former for aktiviteter i undervisningen. Vi skal blive bedre til at anerkende, at der er en målbar og en mærkbar verden og at vi ikke skal adskille dem. Vi skal tro på, at de giver energi til hinanden.

 

- Man kan drage en parallel til såkaldt Google Street View-arkitektur, som vi ser en tendens til, at der kommer mere af – arkitektur, hvor man kan arbejde hvor som helst i verden ud fra et Street View-foto. Hvis man stiller det overfor at tage ud på stedet og tale med de mennesker der bor, arbejder og færdes her, får man input og mærker stedet på en helt anden måde. Det er helt klart min drivkraft og jeg tror på at når man har været på stedet, har man også forudsætninger for at gøre det bedre.

 

- Min måde at stille spørgsmål og tænke arkitektur på, påvirker og gør det mere mærkbart for dem, der bor og lærer i det, siger Karl-Martin. En hel del stammer fra nysgerrighed og en vilje til at være nysgerrig på andres vegne. Samtidig er han meget opmærksom på, at en arbejdsplads fungerer, når medarbejderne har det godt, hvorfor han vil overføre det mindset til skolen og gøre det klart, at det ikke kun handler om lange skoledage eller om at lærerne er dygtige nok, men om, at det er et inspirerende sted at være som barn – hvilket gør det nemmere at lære og trives i det. Ny forskning viser, at glæde er den største driver på arbejdspladsen, så hvis man har en stor glæde, vil man også løfte sit arbejde med næsten 300%. Vi kan gøre rigtig meget, men det handler også om at inspirere, om at ting bliver mærkbare og at vi virkelig kan mærke at glæden er tilstede, siger Karl-Martin.

 

Vision om at løfte og stille spørgsmål til arkitekturen

- Udover at mærke efter er det også vigtigt at stille de svære spørgsmål, som vi umiddelbart ikke kan svare på. For hvis vi ikke kan det, tegner vi nok noget, som er set tidligere. Et af vores næste projekter handler om fremtidens måde at lære på, hvorved vi kan stille spørgsmålet: ”Hvad betyder digitalisering i forhold til det at lære?” Der tager vi hele spørgsmålet op omkring Coursera, LinkedIn og andre platforme, får fremtidsforskere med og dyrker det. Det er jo os, der bygger den fysiske verden til det her, fortæller Karl-Martin og pointerer, at det er hans drøm og vision at løfte arkitekturen og turde blive ved med at stille spørgsmål til den.

Optimisme for fremtiden

Ifølge Karl-Martin er vi nødt til hele tiden at stimulere vores nysgerrighed i forhold til tendenserne i samfundet og fremtiden, for gad vide om det så ikke også slår igennem på skolen og i den måde vi bor på? Vi skal finde mod og nysgerrighed til at blive ved med at tage det nye ind og undersøge det, fordi det udvikler os.

 

- Vi har ingen anelse om præcis hvad der sker om 10-20 år, men vi kan være nysgerrige overfor de bevægelser, vi ser. Og vi kan være bevidste om at vi digitalt og teknologisk kommer til at flytte os mere end vi har flyttet os de sidste 200 år. Jeg tror at vi er i gang med et opgør med mange ting, som handler om vores adfærd – i hvert fald når vi taler om den vestlige verden. Vores måde at bruge devices på, at lære på, være tilstede med hinanden samt vores måde at på bo vil ændres. Jeg tror at man skal gå til fremtiden med spørgsmål, glæde og optimisme. Fremtiden er ikke så farlig og det er netop de interessante spørgsmål til fremtiden, der gør, at vi tegner bedre projekter, slutter Karl-Martin.