Brick House
Portræt af Uffe Leth og Karsten Gori: Med historien som pejlemærke
Tegnestuen LETH & GORI har fokus på at skabe arkitektur, som holder i mange år. Inspireret af historiske byggeteknikker, arbejder de med solide og autentiske materialer og byggetekniske løsninger med en lang levetid.
Arkitektur kan ikke løsrives fra de mennesker, som skal bruge den. Det er en vigtig pointe for arkitekterne Uffe Leth og Karsten Gori, som står bag den lille tegnestue LETH & GORI. De interesserer sig for det liv, der skal leves i bygningen, og så er de optaget af at bruge solide og autentiske materialer og byggetekniske løsninger med en lang levetid.
At tegnestuen for mere end 10 år siden flyttede ind i et tidligere butikslokale på Vesterbro, var måske et tilfælde, men har siden vist sig som en god ramme for de to arkitekter, der ikke bare interesserer sig for at arbejde med arkitektur i praksis men i høj grad også for at formidle den.
Derfor blev butikslokalet mod gaden hurtigt forvandlet til et galleri, hvor forskellige kunstnere, arkitekter, designere og kuratorer laver udstillinger, som på den ene eller andet måde relaterer sig til arkitektur.
- Da vi flyttede ind i lokalerne på Vesterbro, kom vi fra et kontor i et øde industriområde på Amager. Vores nuværende lokale på Absalonsgade er oprindeligt en bagerbutik, og det gjorde det muligt for os at åbne tegnestuen mod gaden. Lokalet har desuden huset udstillingsstederne V1 og Wonderland Art Space, og det inspirerede os til at videreføre udstillingsfunktionen i butikslokalet, siger Uffe Leth.
- Det handler også om at bryde grænser. Vi er dybt engagerede i arkitekturen og byen, og det er i virkeligheden drivkraften bag udstillingsstedet. Vi ville gerne åbne dørene til vores tegnestue, og give noget tilbage til gaden og nærmiljøet gennem galleriet, siger Karsten Gori.
I baglokalet, lidt tilbagetrukket fra gaden, finder man tegnestuen som er indrettet med et stort fælles arbejdsbord. Rundt om bordet sidder Uffe Leth og Karsten Gori sammen med de tre øvrige medarbejdere på tegnestuen.
- Udstillingerne og det at tegnestuen åbner sig mod gaden er en fin måde, at komme i dialog med folk, enten om udstillingen eller om nogle af de projekter, vi selv er i gang med, siger Karsten Gori.
Elefanthuset. Foto: Laura Stamer
Et vedligeholdelsesfrit hus
Spørger man hvilke projekter, de helst vil tale om, falder samtalen hurtigt på Brick House, som var en del af Realdanias udviklingsprojekt ”Mini-CO2 huse” tilbage i 2013. Opgaven lød på at udvikle et hus med et lavt CO2-aftryk ved at finde inspiration i historiske bygninger og byggetekniske løsninger, og projektet har efterfølgende vist sig at være afgørende for de to arkitekters videre arbejde.
- Der var rigtig meget læring i Brick House-projektet, som vi har taget med videre til efterfølgende projekter, så man kan godt sige, at det har været med til at forme den måde, vi arbejder på i dag, siger Uffe Leth.
I projektet blev der bygget seks familiehuse med hver sin tilgang til bæredygtighed.
- Vi fik til opgave at udvikle et hus, som var vedligeholdelsesfrit i 50 år og havde en minimumlevetid på 150 år. Ved at bygge et hus med en levetid på 2-3 gange mere end et normalt hus opnås et hus der er bæredygtigt på lang sigt, siger Uffe Leth.
Inspirationen hentede de fra Bedre Byggeskik-perioden, som vandt frem i begyndelsen af 1900-tallet. Bedre Byggeskik satte fokus på solide materialer, smukke proportioner og godt håndværk – alle gode komponenter til et hus der holder i lang tid, hvis man spørger de to arkitekter. Derfor blev Brick House bygget i massive teglblokke, som på mange måder er en moderne pendent til Bedre Byggeskik-periodens fuldmurede huse.
- Det er i princippet som at bygge med legoklodser – en meget simpel proces som forsimpler ydervægskonstruktionen, og dermed gør det muligt at undlade elementer som dampspærre og isolering. Det er en ekstremt enkel konstruktion med tegl fra inderst til yderst. Det er diffusionsåbent, så huset kan ånde, og det giver et sundt hus og et fantastisk indeklima, forklarer Karsten Gori.
Læs også:
Enlai Hooi fra SHL: Arkitekten har en vigtig rolle i det bæredygtige opgør med dårlige byggevaner.
Autentiske materialer
Indvendig er lofter og vægge beklædt med rå krydsfiner-plader, MDF og linoleum, og flere steder består væggene kun af de rødlige teglblokke. Materialerne er synlige og de mange forskellige overflader giver huset et ærligt og taktilt udtryk, hvor øjet får lyst til at gå på opdagelse.
- De valg vi har taget, er som udgangspunkt ikke taget på baggrund af æstetik men snarere for at genopfinde det bæredygtige byggeri. Men vi synes også, at der er stor skønhed i de rå materialers autenticitet, siger Karsten Gori.
Fordelen ved at lade vægge og overflader stå helt rå er bl.a., at man undgår gipsplader, tapet og maling, som øger ressourceforbruget, og som også kræver vedligehold i længden.
Selvom opgaven bestod i at udvikle et vedligeholdelsesfrit hus, er det ikke fordi, de to arkitekter er imod vedligeholdelse, tværtimod.
- På en måde er vi ikke så glade for at tale om ”det vedligeholdelsesfrie hus”, for vi mener egentlig, at det er godt at vedligeholde, fordi det er en disciplin, som kræver, at man sætter sig ind i materialer og håndværk. Lige som det også er fint at reparere eller sætte i stand i stedet for altid at bygge nyt, forklarer Uffe Leth.
LETH & GORI modtog Nykredits Bæredygtighedspris 2017 for deres store engagement i at skabe projekter der forener bæredygtighed og arkitektur.
Fra kapel til aktivitetscenter
Arbejdet med de solide og autentiske materialer har de taget med videre i deres arbejde med at skabe et nyt aktivitetscenter til Center for Kræft og Sundhed i København. Centeret har fået navnet Elefanthuset.
Her fik de til opgave at transformere et gammelt kapel i De Gamles By på Nørrebro til et moderne aktivitetscenter for kræftramte. Udvendigt står det gamle kapel stort set som det altid har gjort. Et par glaspartier ved hoveddøren og et ekstra vindue er tilføjet, men ellers er det ikke til at se, at bygningen har gennemgået en stor forvandling. Men det har den. Indvendigt er det højloftede kapelrum delt over på tværs, så der er tilføjet en helt ny etage i bygningen. En fritstående trækonstruktion understøtter den nye etage, og tilføjer samtidig en skulpturel dimension til bygningens stueetage.
- Lige som i Brick House har vi haft fokus på de rå og autentiske materialer. Den tømrede konstruktion, som bærer den nye etage, er fritlagt, så man tydeligt kan se, at det er noget, vi har tilføjet, og den er blevet en del af æstetikken, siger Karsten Gori, mens Uffe Leth supplerer:
- I princippet kan man fjerne projektet og etagen igen, og føre bygningen tilbage til sit oprindelige udtryk, hvis det er det, man får brug for i fremtiden. Det er vigtigt at huske, at arkitektur ikke er statisk, men at bygninger skal kunne transformeres over tid, så de kan tilpasses nye behov og udfylde nye funktioner.
Ingen hvide flader
I husets to sale finder man store indbyggede skabe til opbevaring af træningsudstyr og yogaredskaber. Møblerne er udført i indfarvede MDF-plader i en bordeaux farve. Igen er der fokus på de rå materialer, som ikke kræver vedligeholdelse. Det gamle terrazzogulv er repareret, og blå klinker er tilføjet i køkken- og toiletområder, inspireret af de oprindelige blå sokkelklinker, som de to arkitekter fandt i bygningen. Den grønne farve på dørene er hentet fra de udvendige døre, mens store bordeauxfarvede radiatorer skaber farve og struktur på de rå vægge.
- Normalt ville man nok prøve at skjule radiatorerne, men vi kan godt lide, at de får lov at blive en del af arkitekturen, og at en nødvendig funktion bliver en del af æstetikken, siger Uffe Leth.
- Ja, vi har haft fokus på at tilføre huset nye lag i respekt for den oprindelige bygnings høje arkitektoniske og håndværksmæssige kvalitet. Samtidig har vi forsøgt at skabe en atmosfære, som drager omsorg for dem, der bruger stedet, siger Karsten Gori.
Elefanthuset blev i 2019 tildelt Arkitektforeningen Københavns prestigefulde Store Arne pris og modtog i 2020 Københavns Kommunes bygningspræmiering.
Arkitektur er både kunst og håndværk
Spørger man, hvordan fremtidens arkitekter kommer til at arbejde, har de to arkitekter flere gode bud.
- Det er vigtigt, at vi i fremtiden har en forståelse for, at arkitektur på en gang er en kunstnerisk praksis og godt håndværk. Men der er også meget kommunikation, proces og dialog i at skabe god arkitektur, siger Karsten Gori og Uffe Leth fortsætter:
- Vi håber også, at der kommer en øget ressourcebevidsthed i fremtidens byggeri, hvor man tager vare på og bygger videre på det eksisterende. Hvor man med historien som reference bygger gode, smukke og langtidsholdbare bygninger, som vi med god samvittighed kan give videre til de fremtidige generationer, som skal leve, arbejde og lære i disse bygninger.
Karsten Gori er uddannet arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole i København, mens Uffe Leth er uddannet fra Arkitektskolen i Aarhus. De mødte hinanden på tegnestuen Gottlieb Paludan, hvor de begge arbejdede, inden de startede deres egen tegnestue LETH & GORI i 2007. De underviser begge på Kunstakademiets Arkitektskole.
LETH & GORI arbejder med tilpasninger, indpasninger, ombygninger, forvandlinger og transformationer i opgavespændet fra nybyggeri til kulturarv.
Tegnestuen er modtagere af Henning Larsen Fonds æreslegat i 2020, Arkitektforeningens arkitekturpris "Store Arne" i 2019, Nykredits Bæredygtighedspris i 2017 og Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium i 2012.