Tulinius Lind: Vi har brug for noget bastant i en omskiftelig verden

Åbenrå, projekt til idé-konkurrence

Tegnestuen Tulinius Lind gør ikke meget stads af sig, som den ligger i et tidligere butikslokale på Frederiksberg Alle. Lokalerne er funktionelle, de fysiske modeller af tegnestuens projekter og projektforslag står rundt omkring i vindueskarme og på borde, men rummene trækker også tråde bagud; en trækarm, en butiksdør, der stadig fungerer som hovedindgang. Gennem butiksruden er der udsigt til Frederiksbergske herskabsfacader, og blikket til himmelen over hovedstaden og træerne ved Sankt Thomas Plads sikrer, at dagens og årstidernes gang står tydeligt. Det er enkelthed suppleret med udsyn og en fornemmelse for omgivelserne. Begreber, der langt hen ad vejen også kan kobles på Anders Linds og Thomas Tulinius arbejde i deres fælles virke.

Da den sidste ledige byggegrund i indre København skulle bebygges i 2022, var det oplagt at deltage i konkurrencen for den unge tegnestue. Temaet var ’det freder vi om hundrede år’ og Anders Linds og Thomas Tulinius bud var en klassisk facade, der ikke råbte højt, men talte ind i det gamle nabolag omkring gaden Åbenrå – og som gemte på en grundplan, der kunne ændres og tilpasses til skiftende behov.

- Vi overvejede, om vi skulle lave et projekt i træ, der kunne give et svar på tidens udfordringer. Men på det sted, på en grund med rødder i middelalderen, valgte vi at bygge i sten for varigheden. Mange arkitekter lige nu er mere optaget af at løse klimakrisen, det er ærværdigt, og det er selvfølgelig afgørende at tænke og bygge bæredygtigt. Men man kan gøre det på forskellig vis. Hvis vi tror, at verdens tipping point ligger 30-40 år ude i fremtiden, skal vi stoppe med at bygge eller bygge i træ eller genbrugsmaterialer. Men hvis vi holder fast i håbet og ser fornuft i at bygge noget, der kan holde i 100 år, skal det være smukt og brugbart i fremtiden. En bygning kan være bæredygtig på papiret, men hvis ingen elsker den, bliver den revet ned om 30 år, siger Anders Lind og opsummerer.

- Man skal bygge, når der ingen andre muligheder er, og så skal man bygge ordentligt og smukt.

Grundforskning

’Ordentligt og smukt’ handler både om materialer og om forståelse for stedet, der skal bebygges, fortæller Anders Lind.

- Vi bruger meget tid på at kigge på, hvad der vil være det mest naturlige til det givne sted, hvilke strukturer, der er de rigtige, hvordan vi kan arbejde med proportionerne og de lokale kontekster. Vi laver grundforskning på stedet og dyrker de helt basale ting, der kan være med til at forme bygningen. Og vi tør godt være kedelige. Det er ikke alle bygninger, der bliver bedre af, at man kan gå rundt på dem og komme op på taget, siger han.

Bygningen på Åbenrå gik til en anden tegnestue med Tulinius og Lind-projektet på en delt andenplads. Men tankerne om evigheden – eller i hvert fald ultralang levetid - er ikke forbeholdt den historiske grund. Den findes i størstedelen af frederiksbergarkitekternes arbejde. Hvis det handler om at sikre et eftermæle, er det ikke på egne, men på bygningernes vegne, bedyrer Thomas Tulinius.

- Vores eget eftermæle betyder ikke noget. Men vi laver verden en smule om, når vi bygger, og det sætter krav om, at vi skal give alt, hvad vi har.

Det er en hellig pligt, når vi rækker hånden frem til de næste generationer. Andre skal bevæge sig gennem bygningerne og mærke, at nogen har keret sig om, hvordan livet er i bygningen, og hvordan den tager sig ud. Det drejer sig om omsorg. Bygninger har en evne til at give håb, til at give en fornemmelse af orden og af, at alt ikke bare er flydende. Vi lever i en flad billedverden, hvor det meste skal leveres hurtigt for at fastholde folks blik. Men vi har brug for noget bastant og varigt i en verden, hvor alt fluktuerer, siger han.

 

Kirkerne

Evighed, ro – og hellige pligter. Det spinder en tråd, der ender et logisk sted; at deres værker kan skrive sig ind i den tusindårige fortælling om kirkebyggeri i Danmark.

- Kirker ligger godt i forlængelse af vores tanker, siger Anders Lind og nævner et projekt, hvor den gamle landsbykirke i Aarhusbydelen Tilst skulle have et nyt sakristi. En opgave, der krævede, at man gjorde op med den berøringsangst, der let opstår, når man skal røre ved århundredgamle strukturer.

- Man skal jo i gang, så det må man lægge til side. Vi måtte kigge på, hvordan vi kunne indordne os og lægge noget til. Vi havde meget få kvadratmeter at arbejde på, og sakristiet skulle bygges klos op ad eksisterende grave. Det væsentligste i processen var at få indordne os i det eksisterende, siger Anders Lind.

Tilst Kirke

At tilføje noget uden at fjerne eller ødelægge noget andet er sin sag. Men løsningen blev en enkel bygning, der er forbundet med en kort glaspassage til kirken. En tilmuret nordvendt dør blev åbnet, og glasgennemgangen blev defineret, fordi en stor stræbepille stod i vejen for en direkte tilbygning. Farver og byggestil er tilpasset middelalderbygningen uden at det bliver den rene efterligning. Blandt andet er taget blevet til i en speciel proces.

- For at skabe en ny helhed, der ikke påkaldte sig opmærksomhed eller unødig undren, valgte vi, at tilbygningen skulle holde sig under tagskægget. Vi ville gerne beholde de vinkler og proportioner, der kendetegnede kirken, og vi fandt en løsning med tre tage. De er skabt i ottemillimeters opsvejset stålplade på et skibsværft, hvor de også er malet med skibsmaling. Det var en løsning, som tilføjede noget nyt, men sikrede, at den nye bygning ikke hindrede udsynet til kirkens tårn. Tagløsningen blev en måde at gemme det væk på, så den gamle kirke stadig er i fokus. Vi prøvede ikke at gøre noget, der er specielt, men vi er ikke bange for at finde nye løsninger, hvis opgaven kræver det, siger Thomas Tulinius.

Det norske centrum

Sakristiet i Tilst havde første spadestik stort set samtidig med et noget større projekt; skole- og aktivitetshuset Lanternen i den norske by Våler.

Vinderprojektet, der nu er i fuldt brug, består af 8.000 kvadratmeter skole og aktivitetshus med blandt andet multihal, svømmehal og bibliotek – og udeområder, der bruges som park uden for skoletiden.

Opgaven stillede store krav – både til indpasning i omgivelserne og til det praktiske indhold.

- Den lå rigtig godt til os. Rigtig meget skulle gå op. Det handlede ikke bare om at skabe vinderfacader, men også at løse programmet. Det brugte vi mange timer, dage og nætter på, siger Anders Lind.

- Facaden kom meget sent. Vi arbejdede med håndværket, den rette placering og strukturen. Selve salen har ikke en stor og tydelig indgang, det er lidt mere strukturalistisk, som vi kender det fra 60erne og 70erne, siger Thomas Tulinius, der nævner Hans Christian Hansen som et af forbillederne i projektet. Som ansat hos stadsarkitekten i København skabte han en stribe modernistiske bygninger – blandt andet den tidligere transformatorstation, der nu er hotel på Bremerholm, tilbygningen til Gasværksvejens skole og Tagensbo Kirke i Københavns nordvestkvarter.

- Den type bygninger har nogle elementer af moderne kunst. De er strukturalistiske, men æstetikken og ånden sniger sig ind. Man behøver ikke at bruge alle mulige gøglertrick for at skabe magi. Den kan findes i spændinger, rytme, skala og stoflighed. Selv om man ikke er arkitekt, kan man mærke med kroppen, når tingene er afstemte, og de går op. Det giver en ro. Men det kræver, at vi skal tegne igen og igen, mærke efter, hvis noget skal justeres og arbejde regelbundet og regelorienteret.

Undervejs var der også behov for en form for kulturel oversættelse. I Danmark er idrætsarkitektur nærmest en disciplin i sig selv, men i Norge har man ikke samme tradition for at tænke i stærke arkitektoniske løsninger på det område.

- Der lå et stort arbejde i at fortælle dem, hvor givende det er, at man har dagslys, så man løber ud i et rum, der næsten er et uderum, for det kan også være skræmmende at vise sine vinterblege ben, siger Anders Lind.

 

Penge og pauser

Det store forarbejde betyder ikke nødvendigvis, at projekterne fra Tulinius og Lind hører til i luksusklassen. Materialevalgene er ofte enkle – tegl, træ og kalk – og forberedelserne gør, at processerne bliver lettere at gå til, siger Thomas Tulinius.

- Når vi tegner efter principper og dogmer, får man i tillæg en rationel byggeproces. Vi kan lide at få det til at se enkelt ud, og det smitter af på processerne, siger han.

- Det er sjældent, at vi tænker i luksuriøse materialer, for vores arkitektur handler mere om proportioner. mellemrum og pauser, og det betyder, at det er mindre materialeafhængigt.

Storhed i det mindste

Et er nybyggeri – et andet er restaureringsprojekter. De fylder også godt i dagligdagen. Den omkring 100 år gamle Allehelgens Kirke på Amager skal forskønnes, og en børnehave i Rødovre står overfor en energirenovering. To bygningstyper, der hver for sig er interessante at arbejde med – børnehaven for det konkrete i at skabe gode rum til dagligdagen og kirken for det rent kunstneriske.

- Det særlige ved at arbejde med kirker, er at det er ceremonielle rum. Det er rum for rummets skyld. Det er lettere at tale om kvaliteterne i lys, alt det, der ikke er målbart i en kirke. Der skal man ikke blot løse et problem her og nu, men finde løsninger, der kan stå i rigtig mange år. Det er er privilegium at arbejde med det, siger Anders Lind.

Det betyder dog ikke, at tegnestuen er på vej mod en kirkelig specialisering. Opgaverne må gerne spænde vidt, understreger begge arkitekter.

- Vi tror, der kan skabes storhed i det mindste projekt.

Læs flere portræt-artikler af designere og tegnestuer her