Portræt af Stephen Willacy

Tårnet på Aarhus Rådhus er - symptomatisk nok for coronaens epoke - pakket ind i et kæmpemæssigt mundbind, da vi møder Stephen Willacy øverst i det åbne tårnrum ved byens klokkespil. Arne Jacobsens og Erik Møllers ikoniske hus fra 1941 er under renovering ligesom resten af verden. Der er blæsende og bidende koldt her på toppen, men den snart afgående stadsarkitekt ser upåvirket og med intakt begejstring ud over den by, han nu slipper professionelt efter næsten et tiår på posten.

 

 

Walk the talk

I den periode er der sket iøjnefaldende forandringer i Aarhus, og Stephen Willacy har spillet en afgørende rolle i byens udvikling fra en offentlig position, hvor man stort set altid er i orkanens øje:

 

-Jeg har været involveret i alle de større og komplekse projekter med arkitektonisk kvalitet i højsædet. Haft mulighed for at påvirke udviklingen, karréstrukturerne, byrummene og bylivet. Al arkitektur er mere end æstetik og funktionalitet. Det er også livskvalitet, fællesskaber og sammenhængskraft. Liveability. I en by er det mennesker, vi har med at gøre. De sociale aspekter og borgerinddragelse er enormt vigtigt, også i f.eks. Gellerup-området, som det har været en stor glæde at arbejde med. Aarhus skal gå forrest i den udvikling, hvis det står til mig. Walk the Talk. Føre dét ud i livet, man siger, man vil gøre, påpeger engelskfødte Stephen Willacy.

 

 

 

Det er aldrig statisk på rådhuset

Britiske gloser sniger sig ind i sproget nu og da, men Stephen Willacy har åbenlyst taget både landet, byens sjæl og arkitektur i politiske rammer til sig. Med en baggrund i det private erhvervsliv bl.a. som partner hos schmidt hammer lassen architects betød skiftet til rådhusets bonede gulve ellers en mærkbar omstilling:

 

-Det har været topsy-turvy, og i starten kunne jeg godt føle mig som en elefant i en porcelænsbutik. Skiftet fra det private arbejdsmarked plus den engelske baggrund betød faktisk en dobbelt klimatisering for mig. Det kræver forandringsvillighed og tid at lære, hvordan man navigerer i en politisk sammenhæng, i en DJØF-verden, hvor tempoet er et helt andet. Men man vænner sig til det. Man lærer, at ting tager tid. Planprocesser tager tid. Og alt, vi laver her skal selvfølgelig være dokumenteret og i orden, siger Stephen Willacy, og fortsætter:

 

-Samtidig har der været konstant forandring. Det er aldrig statisk på rådhuset. Der er altid udvikling og nye retninger. Det er f.eks. mere erhvervsvenligt nu, og det er en mere smidig og transparant organisation, selv om folk måske ikke altid er klar over, hvordan tingene foregår i maskinrummet. Det har været enormt spændende at arbejde tværfagligt sammen med alle de forskellige kompetencer her og ude i byen, og jeg kommer virkelig til at savne huset og alle de menneskelige relationer.

 

 

Den blandede by

Stephen Willacy har over de seneste år taget den 2-årige master MSc Cities fra London School of Economics and Political Science (LSE) med kompleks, tværfaglig byudvikling i fokus. For det er her, hjertet banker ekstra stærkt. I området mellem begreber som sammenhængskraft, fællesskaber og holistisk byudvikling, der er genkommende temaer hos den nu afgående stadsarkitekt:

 

-Aarhus er i gang med et nybrud, der bryder siloerne ned. Et organisk vokseværk, der går imod al kassetænkning. Derfor er det også så vigtigt at få de forskellige afdelinger til at spille sammen. Vi har en by og et område, der står med meget forskellige udfordringer – fra Aarhus Ø til Risskov og Gellerup for ikke at tale om forstæder og opland. Vi skal skabe en blandet by, så man ikke kan tegne et så tydeligt opdelt kort over byen ud fra indkomstzoner, som man kan nu. For det er aldrig enten-eller. Der er altid gråzoner, og man må tænke nyt, ikke bare køre videre i samme spor.

 

-Et eksempel er Aarhus Ø, som er en ret velhavende bydel, og hvor der endnu ikke er mange børn. Så må man jo gøre noget nyt. Bygge en skole. Lave legepladser og rekreative områder. For hvordan skabe byliv ved havnen? Tænk nyt og evaluer. Som vi har gjort det med Bassin 7 på Aarhus Ø. Lyttet til folk. Det bliver vigtigt over de næste fem, ti, tyve års tid, at vi får skabt mere sammenhængskraft. Kompleksiteten er en kæmpe udfordring for en by, men vi ser allerede, at det kan lade sig gøre, og at ny infrastruktur f.eks. skaber et helt andet bybillede med andre mennesker på gaden. Vi vil gerne være en verdenskendt arkitektur-by, men der skal også være plads til livskvalitet og fællesskaber, siger Stephen Willacy.

 

 

 

En by skal bygges nedefra

Et område i Aarhus, der nu er undervejs, er den nye Sydhavnen, som bliver et af Stephen Willacys sidste projekter som stadsarkitekt og som han fortsat er særdeles begejstret for. Her handler et vellykket resultat for Stephen Willacy om tværfaglighed, respekt for områdets DNA, om forskellige kompetencer, der arbejder sammen om et fælles mål – og så ikke mindst om at tænke i den rigtige rækkefølge:

 

-Det hedder: Byrum + byliv + byggeri. Vi tegner byrummet først, og vi bygger nedefra og opad. Man skal bygge i en menneskelig skala, sætte mennesket i centrum og være proaktive. Der er et eksisterende kreativt miljø på Sydhavnen, som skal bevares, og det er samtidig en fornøjelse at få hele den sociale dimension med. At samarbejde med kulturen, med erhvervslivet, de socialt udsatte osv. Vi kan ikke bygge boliger i området, men vi kan understøtte kulturen, og vi kan bygge stedet op om passager, pladser, snørklede gadeforløb, udnytte det stedbundne potentiale og DNA’et – som også er et økonomisk DNA. Vi er kort sagt kommet med et mindset, der handler om at bygge for mennesker, og jeg er stolt og rørt over at have været med til at udvikle Sydhavnen. Det er ikke mit. Men jeg har kunnet gøre en forskel.

 

Privilegier, modstand og arkitekturpolitik

For Stephen Willacy har det været et privilegie at have de muligheder i rollen som stadsarkitekt. Han forudser derfor, at der vil komme et personligt vakuum. At han vil savne at mærke pulsen til f.eks. borgermøder. At ”komme ud og blive fedtet ind”, som han udtrykker det. Det er ingen hemmelighed, at den indfedtning også har kunnet skabe sammenstød. Men karakteristisk for Stephen Willacys tilgang til tingene, så kan der også komme konstruktivt ud af dét:

 

-Nogle fællesråd synes nok, jeg er i lommen på udviklerne. At det, jeg står for, er elitært. Og jeg kan godt forstå det, men jeg mener også, at det er lidt unfair. Jeg kan rådgive, men det politiske system bestemmer i den sidste ende. Og det er kun et udtryk for demokrati med folkevalgte i spidsen. Man skal ikke tage kritikken for personligt. Jeg synes, det er fedt, at beboere i områder bliver indignerede, laver Facebook-grupper og poster på livet løs, siger Stephen Willacy.

 

 

Oprøret nedefra

-Det er egentlig meget smukt, at der er ”oprør”, at der opstår nye og styrkede fællesskaber, når der er en bærende platform, som folk går sammen om. At alle bydele er aktører i et netværk. Jeg har været ambassadør og repræsentant for byen, ikke borgerne. Så er kunsten at koble det hele sammen. Jeg mener f.eks., at det virker bedst, når borgerinddragelse kommer tidligere i forløbet, og man skal lade være med at tegne for meget for hurtigt. Vi skal være troværdige på rådhuset og ikke komme med et færdigt hus, byggeri eller by. Man skal være derude. Mærke efter. Og lave evalueringer på det, som vi også løbende gør, når projekterne er færdigbyggede efter hhv. ét og fem-ti år. Jeg har i det sidste års tid været i gang med at udarbejde en ny politik for arkitektur og bykvalitet, og meget af den udspringer i virkeligheden af dét, folk klager over samt diskussioner i byrådssalen.

 

Byen og selve politikken har været den ene hjørnesten i Stephen Willacys arbejde, mens begreberne ”Hele Aarhus” og ”Hverdagens arkitektur” er den anden. Det adresserer den forventede befolkningstilvækst og tanken på fremtidens by inkl. forstæder og oplandsbyer, fordi ”byen vokser alle steder” og med mellem 4.500 og 5.000 mennesker om året:

 

-Igen handler det om, hvordan vi arbejder med fællesskaber, rummene mellem bygningerne, om vi tør gå nye veje – også i forstæderne. Et inspirerende eksempel på en anden fortætningsstrategi er de såkaldte ”byggefællesskaber”. Flere steder i Tyskland og Holland har borgere fået lov til selv at tegne og bygge hele gader. En god byudvikling kræver både dialog, mangfoldighed og tilpasning, for det er aldrig sort/hvidt. Kommunen faciliterer, men tidlig borgerinddragelse, god kommunikation og evalueringer er også afgørende faktorer for byudvikling.

 

 

Den digitale by

Fysikeren Albert Einstein sagde engang, at ”nothing happens until something moves”. Og det er en tankegang, som godt kunne tilpasses Stephen Willacys optik, når han ser på fremtidens byudvikling:

 

-Jeg synes, vi har en klog vækst. Udviklingen går bare hurtigt, og hver gang man gør noget, så rykker det noget et andet sted. Jeg kunne godt tænke mig at lave en digital bymodel inkl. opland. Informationerne findes, og det ville gøre det muligt at få meget mere ud af dataene. Det ville blive en bevægelig fremskrivning i stedet for kun en markedsorienteret model. Man kunne bruge en digital bymodel som et pulserende værktøj, et Smart City-redskab for demokratisk byplanlægning og holistisk tænkning.

 

-For hvad nu hvis man gjorde sådan og sådan? Hvad nu hvis vi laver en lokalplan på rådhuset, og borgerne også laver én, sådan som man nu har arbejdet med det i UK siden 2011 i et forsøg på at skabe mere lokalt ejerskab. Den lokale forankring er enormt vigtig, og her kunne borgerprocesser godt være mere proaktive lokalt. Der kunne godt være større mangfoldighed i måden, man laver borgerprocesser på. Ud over de 34 lokalfællesråd, vi har i dag, kunne man godt ønske sig en større spændvidde med flere og mere forskellige slags menneskers involvering, siger Stephen Willacy.

 

-I Toronto i Canada inviterede bystyret med hjælp fra firmaet MASSLBP via folkelotterier tusindvis af vilkårlige borgere og fandt frem til en repræsentativ befolkningsgruppe, en såkaldt ”borgerforsamling”. Gruppen blev indsat over en længere periode, så de blev klædt på og kunne forstå planfaglige, arkitekt- og byudviklingsmæssige problemstillinger. Det er ”co-creation”, der vil noget. Og det understøtter mangfoldighed og diversitet med en spændende repræsentativ blanding af byens borgere. Det er skræddersyede processer, der kunne bruges i mange forskellige sammenhænge. Det giver mere åbne, dybdegående og meningsfulde demokratiske processer, som tilsyneladende skaber større ejerskab, engagement og bedre grundlag for et byråds beslutninger. Men det tager selvfølgelig længere tid.

 

 

Fremtidens mobile stadsarkitekt

Stephen Willacy kaster nok handsken fra sig som stadsarkitekt. Men byen er fortsat i hjertet, og selv om han kan ærgre sig over at forlade enkelte igangværende projekter og bydele såsom Sydhavnen, så ser han også allerede fremad. Når rådhuset har smidt mundbindet, når coronaen forhåbentlig har sluppet sit kvælertag, så bevæger han sig også videre mod nye udfordringer:

 

-Jeg tænker ”skynd mig langsomt”. Mit CV er interessant og kan bruges i mange forskellige sammenhænge. Jeg har en ApS, der har ligget stille, mens jeg har været stadsarkitekt og er ved at genaktivere det. Der er f.eks. 98 kommuner i Danmark, hvoraf kun otte har en stadsarkitekt. Jeg kunne forstille mig at være en mobil stadsarkitekt, en sparringspartner og rådgiver i forbindelse med landskabs- og byarkitektur, byudvikling og liveability – og helst være med tidligt i processerne. Jeg håber at kunne opbygge strategiske netværk sammen med andre rådgivere, som indgår i samarbejder med byudviklere og forskellige bygherrer for at højne den arkitektoniske kvalitet. For at få det tværfaglige og mennesket sat i centrum.

 

-Jeg er ikke færdig med at udvikle mig. Jeg har erfaringen, empati og nærvær. Og jeg er virkelig nysgerrig og brænder stadig for faget, siger Stephen Willacy med et smil, inden han venligt viser vejen ud af rådhuset.